Hypnoterapi
Hvad er hypnose og hypnoterapi?
Hypnose er en af de hurtigste og mest effektive metoder til at hjælpe dig med at ændre de vaner eller uvaner, du hænger fast i, og som du ønsker at ændre på. Hypnose er også effektfuldt i forhold til traumer, PTSD, fobier, OCD, angst og meget mere.
Hypnoterapi er korttidsbehandling. Nogle mennesker kommer en gang og har én gang for alle opnået den ønskede forandring, mens andre bruger flere gange på at ændre et adfærdsmønster.
Værd at vide om hypnoterapi
Hypnoterapi er en kombination af psykoterapi og hypnose. Samtalen påbegyndes på samme måde, uanset om du ønsker hypnoterapi eller samtaleterapi. Vi starter med at få afdækket, hvilke ønsker og forventninger du har og hvordan du opfatter de problemer eller temaer som du ønsker at ændre på. Med det udgangspunkt, skræddersyr jeg behandlingen i forhold til den måde, du tænker og oplever verden på. – det er dit behov og din personlighed, der bestemmer forløbet. Jeg arbejder resurseorienteret med, at du genforbinder dig med dine færdigheder, din viden og dine stærke sider.
Den hypnotiske tilstand er en tilstand du kender rigtig godt. En fokuseret tilstand, der minder om den behagelige tilstand det er at være fuldstændig opslugt af en god bog eller en spændende film, at falde i staver eller at dagdrømme. Du kan ikke påtvinges den særlige fokuserede tilstand – lige så lidt som du kan tvinges til at sove – du skal være villig til at lade dig lede eller synes at det er spændende, at finde ind til tilstanden af afslappet fokusering.
Den kræver ingen særlige forudsætninger fra dig, det afgørende er åbenhed over for indtryk, villighed til at gå ind i trancen, en rimelig forestillingsevne og evnen til at fokusere. Jeg tager altid udgangspunkt i dine ønsker, forestillinger og foretrukne perspektiver.
I princippet er al hypnose, selvhypnose – du skal være villig til at gå ind i dig selv og fokusere på dine indre billeder, tanker, følelser og fornemmelser.
Hypnosen går ind og arbejder med din underbevidsthed så der bliver balance mellem den og dit bevidste sind. Underbevidstheden kan ikke tænke selvstændigt men gør kun hvad den får besked på. Derfor kan vi ikke bare “tage os sammen” og gøre tingene anderledes. Vi er styret af vores underbevidsthed. Det er i underbevidstheden forandringerne skal foregå.
Da en stor del af hypnoterapien foregår og handler om at arbejde med dine følelser, er det ikke sikkert at du føler trang til at tale ret meget – det fungerer alligevel helt efter hensigten og flere fortæller mig, at det opleves mere nænsomt, at kunne holde oplevelserne eller følelserne, der arbejdes med, inde i sig selv – det afgørende er, at du kan forestille dig og fornemme følelsesmæssigt, hvad du ønsker at forandre – så skal vi nok nå i mål!
Hypnose er ikke ensbetydende med at du kan læne dig passivt tilbage og lade dig behandle på. Du tager aktivt del i din egen behandling, hvilket øger både dit selvværd og din selvtillid og sikrer at resultatet holder over tid.
Hvad får du med dig her fra?
Vi kan ikke lave om på det, der er hændt i vores liv, men vi kan ændre på den måde vi forholder os til det på. Sagt på en anden måde, vi kan ændre og påvirke de følelser vi forbinder med episoder i vores liv, vi helst ville være foruden. Vi kan også få adgang til erindringer eller gamle negative følelser i vores underbevidsthed, der griber forstyrrende ind i vores nutidige liv og få givet dem den plads de fortjener.
Mit fokus i hypnose:
- At møde dig i din fortælling og dit ønske om forandring
- Skræddersy enhver terapi
- Nyttiggøre dine resurser i terapien
- At have en bred palet i arbejdet – fra det nænsomme til det konfronterende
- At tro på og benytte mine terapeutiske teknikker og din forestillingsevne
- Udgangspunktet for at du kan opnå det du ønsker er, relationen mellem du og jeg, som beror på nærvær, kontakt, respekt, indre balance og ønsket om en forandring
Under terapien
Du vil under hele behandlingen kunne sanse omverdenen og være i stand til at reagere hensigtsmæssigt, hvis situationen kræver det. Den normale kalejdoskopiske opmærksomhed på dine omgivelsers mange stimuli ophæves og dit fokus rettes mod et felt – mellem det jeg formidler til dig og de forestillinger du fremkalder i dit sind.
Det er dig der viser retningen og vi ved aldrig, om der vil ske små eller store forandringer – om det vil gå langsomt med små sikre skridt eller vi vil foretage kvantespring sammen.
Dine sansninger koncentreres og skærpes og der opstår en åbenhed for nye ideer, andre perspektiver, nysgerrighed og parathed til at eksperimentere.
Det særlige fokus øges din modtagelighed over for ændringer. Vi arbejder med dit ubevidste sind, dine sansninger, der er langt mere magtfulde end dine tanker. Du er i kontakt med den del af dig selv, hvor du kan ændre på de tanker og sansninger, der skaber de følelser du er generet af. Der er ikke tale om kritikløs accept af mine forslag, da du jo bevarer din fulde kontrol og er i stand til at sige fra over for ideer og forslag, der strider mod din sunde fornuft, normer og værdier.